Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

En bil endte på siden i lyskryds-uheld

Fredag aften var flere biler involveret i et uheld i lyskrydset Viborgvej og Havkærvej i Tilst.

Angiveligt var manglende lys i krydset skyld i uheldet.

En af bilerne endte på siden, men ingen kom alvorligt til skade ved uheldet, selvom der var meldinger om fastklemte i første omgang.

Læs mere herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nederlag: Skidt optakt for AGF

AGF fik en rigtig dårlig optakt til torsdagens pokalfinale. På hjemmebanen i Aarhus tabte pokalfinalisterne nemlig fredag aften til FC Nordsjælland i mesterskabsslutspillet.

De Hviee var aldrig rigtigt i nærheden af point mod nordsjællænderne, som allerede bragte sig foran efter 10 minutters spil.

I det hele taget sad gæsterne på alt i første halvleg, og det blev også til 2-0 inden pausen.

Selvom det blev bedre for AGF i anden halvleg, var det Nordsjælland der scorede en enkelt gang mere efter pausen. Helt til sidst lykkedes det AGF at få et mål at trøste sig på, så kampen endte 1-3.

AGF har udspillet sin rolle i slutspillet. Til gengæld er der en pokal på højkant torsdag den 9. maj, når AGF og Silkeborg mødes i Parken i finalen i DBU Pokalen.

Hovedtribune revet ned på 37 sekunder

Aarhus Kommune har delt en video på sin Facebookside, som viser Aarhus Stadions gamle hovedtribune blive revet ned.

Videoen er en såkaldt "timelapse"-video, hvilket betyder, at den er speedet op. Et kamera har taget et billede hvert kvarter på alle hverdage mellem klokken 07.00 og 17.00, og det giver i alt en video på 37 sekunder, fra tribunen står, til den er revet ned.

Vej genåbnet efter dødsulykke

Ryomvej ved Rønde, som har været spærret siden en ulykke tidligere på dagen, er igen åben for trafik. Det skriver Østjyllands Politi på X.

Vejen blev spærret, da en 56-årig motorcyklist ramte en bilist kort efter at være kørt fra motorvejen.

Manden blev hastet til Aarhus Universitetshospital med politieskorte, men hans liv stod ikke til at redde.

Brand i skraldebil

Fredag eftermiddag udbrød en mindre brand i en skraldebil i Aarhus V.

Ifølge operationschef ved Østjyllands Brandvæsen skete branden som følge af noget pap, der blev antændt.

Pappet lå under skraldebilens container og havde ramt dens udstødning. Herefter blev det antændt.

Operationschef Johnny Damgård fra Østjyllands Brandvæsen fortæller, at man har slukket branden med vand. 

Tilbagekalder olivenolie

Et for højt indhold af en bestemt form for pesticider er blevet fundet i en olivenolie, det oplyser Fødevarestyrelsen.

Haugen-Gruppen i Danmark tilbagekalder derfor produktet GAEA Classic Authentic greek ekstra jomfruolivenolie, som er det produkt, hvor pesticidet er blevet fundet.

Pesticidet hedder chlorpyrifos og har du købt produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Politiet rykkede ud til mand med gevær

Østjyllands Politi rykkede ud med flere patruljer, da beboere på Aarhus Ø torsdag aften ringede og sagde, at de havde set en mand gå rundt med et gevær.

Det viste sig, at der var tale om en mand fra Hjemmeværnet, som var kommet hjem fra øvelse.

- Vi fik en snak med ham og anmelderen, og der er ikke rejst nogen sigtelse, siger kommunikationsrådgiver Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Alvorlig ulykke nær Rønde

Østjyllands Politi skriver på det sociale medie X, at der er sket en alvorlig ulykke på Ryomvej ved Rønde.

Det er en motorcykel og en personbil, som ifølge beskeden er involveret i ulykken. Der er flere patruljer på stedet og vejen er spærret.

Østjyllands Politi sørger for at regulere trafikken på stedet.

Uheld skaber lang kø på motorvej

Et uheld efter motorvejskryds Aarhus Nord i sydgående retning skaber fredag eftermiddag kø på E45.

Ifølge Vejdirektoratets trafikkort må man forvente forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.

Det er højre spor, som er spærret på grund af uheldet.

Vejdirektoratet melder også om kø i modsatte retning på strækningen på grund af uheldet, så man må forvente forlænget rejsetid, uanset om man skal mod syd eller nord.

Hul igennem ved jordskred

Fredag eftermiddag omkring klokken 14.30 brød gravemaskinen igennem jordbunken ved Nordic Waste nær Ølst.

Randers Kommune fejrede begivenheden ved at give sodavand og pølser, og borgmester Torben Hansen (S) kalder det en "markering af, at det går den rigtige vej".

Gennembruddet skete, så en del af Gl. Århusvej nu igen er fri, men det betyder ikke, at der kan køres lige foreløbigt. Håbet er, at det kan lade sig gøre i løbet af 2025.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.